Vejledning til linktekster

Sigende linktekster, der giver brugeren klar besked

Hvorfor er sigende linktekster vigtige

Det mest centrale i internettet er links, altså muligheden for at man kan springe fra et sted til det næste.

Så selv om vi ofte ønsker, at brugeren bliver på vores hjemmeside, er det imod hele nettets natur og ide. Vi kan derimod give brugeren de bedste forudsætninger for at vurdere, om det er værd at følge et link, eller hvilket af flere der giver mest værdi. Det gør vi ved at skrive en sigende linktekst.

Værktøjer til at få listet links

Skærmlæsere som JAWS kan liste de links, der er på en side, så brugeren hurtigt kan få overblik over dem. Det samme er muligt med et add-on til Firefox, hvilket kan lette navigationen på siden, hvis man bruger tastaturet til at navigere med.

Visning af links med Accessibility Toolbar til Firefox

For brugere, der benytter disse værktøjer, er sigende linktekster særligt vigtige. At få listet en række links, der blot siger ”Læs mere”, ”Læs her” eller blot ”her” eller lignende, giver sjældent nogen særlig værdi, da det ikke giver brugeren mulighed for at vurdere, om det er værd at følge linket.

Hvordan gør du

Ikke for langt, ikke for kort, men lige tilpas

Hvor lang eller kort er en passende linktekst? Det gives der ikke noget præcist svar på.

Linkteksten skal være lang nok til at vise hensigten med linket og ikke længere. Hele afsnit som linktekst er oftest for langt, og et enkelt bogstav i for eksempel en alfabetisk liste er oftest tilstrækkelig (de kan dog være svære at ramme med musen). Sæt dig i brugerens sted og se, hvad du kan nøjes med, hvis linket ses uden for kontekst.

Undtagelser

Der kan være undtagelser, hvor det enten ikke er muligt eller ønskeligt at lave links, der kan læses uden kontekst. Det må du også gerne som undtagelse, der er blot nogle forhold, der skal være opfyldt, så linket alligevel vil give mening.

Links i kontekst

Det skal være nemt at finde den kontekst, linket befinder sig. Det kan det være ved, at (links vist som kursiv):

Linket er til sidst i en sætning, der beskriver linket

Eksempel

Der blev danset helt vildt til firmaets julefrokost

Linket indgår i et afsnit, der beskriver linket (typisk nyheder)

Eksempel

Mor til 25 børn siger; Nu er det nok. Læs mere

Tyfon i Asien kosten ingen menneskeliv. Læs mere

Linket indgår i en liste

De øvrige elementer i listen skal give konteksten, hvori linket kan forstås.

Eksempel
  • Op på fars hat
    • Anmeldelser
    • Se billeder
    • Pusher
      • Anmeldelser
      • Se billeder

      Linket er placeret lige efter en overskrift

      Eksempel

      <h2>Historisk sejr til Danmark over ærkefjenden Spanien</h2>

       Danmark dominerede fra start til slut i gårsdagens kamp på Camp Nou.

      Læs mere