Vejledning til alternativ tekst

Tips til at give alternativ tekst til billeder på hjemmesider og i kontorprogrammer

Hvad er alternativ tekst

Det er ikke alle, der kan se billeder. Det kan enten være fordi deres værktøj forhindrer billedvisning, eller fordi de ikke kan se i det hele taget. Alternativ tekst til et billede, sikrer at den information, der ligger i billedet, bliver tilgængelig alligevel, fordi den alternative tekst vil blive vist der, hvor billedvisning ikke understøttes. Hvis brugeren for eksempel benytter en skærmlæser, vil den alternative tekst blive læst op, og brugeren få glæde af informationen i billedet.

Hvad er en god alternativ tekst

En god alternativ tekst giver den væsentlige information om billedet. Betydningen af billedet kan være forskellig fra situation til situation, så det samme billede kan kræve helt forskellige alternative tekster alt efter sammenhængen, det indgår i.

For eksempel et billede af en lighter:

  • I en sammenhæng indgår billedet i en efterlysning i forbindelse med påsat brand.
    Her er detaljerne ved lighteren vigtige; mærke, farve, inskriptioner og slitage vil have betydning for, om lighteren kan identificeres.
  • I en anden sammenhæng indgår billedet i en instruktionstekst for spejdere og bålsikkerhed.
    Her kan detaljer ved brug af en lighter i al almindelighed have betydning.
  • I en tredje sammenhæng er det et link til en lighterbutik.
    Her er det centrale oftest, at billedet fungerer som link. Så den alternative tekst bør oplyse om, hvortil linket fører.

Når du skriver din alternative tekst, bør mængden af almindelig tekst, der beskriver billedet indgå i dine overvejelser. Står der i forvejen meget om det, billedet viser, er der ingen grund til at skrive særligt meget i den alternative tekst.

Tom alternativ tekst

Af og til har billedet udelukkende en æstetisk funktion. Når billedet bliver brugt til pynt og ikke indeholder supplerende information skal det have en tom alternativ tekst.

Det ser sådan ud i html: <img src=”xx.jpg” alt=””>

Det allervigtigste

Sæt dig i modtagerens sted, og overvej, hvad du selv ville have brug for at vide om billedet, hvis ikke du kunne se det.

Hvordan gør man

Hjemmesider

Hvordan du laver en alternativ tekst til din hjemmeside, afhænger af det Content Management System, du bruger, og det er din webmaster, som konkret kan vise dig, hvordan du gør.

Kontor-pakker

Det er lidt forskelligt, hvordan man indsætter alternativ tekst ind i de forskellige tekstbehandlingsprogrammer. Det er aldrig svært, bare forskelligt. Vi gennemgår de mest almindeligt forekommende kontorpakker.


Word 2000-2003

  1. Højre-klik på billedet, der skal have alternativ tekst og vælg Formater billede
    Formater billede, Word 2003
  1. Nu dukker der en dialog boks op. Vælg Web og skriv alternativteksten i feltet Alternativ tekst
    Alternativ tekst, Word 2003

Word 2007

  1. Højre-klik på billedet og vælg Størrelse
    Vælg størrelse, Word 2007
  1. Vælg Alternativ tekst i dialogboksen og skriv teksten i tekstboksen

Word 2010

Vi har desværre kun haft mulighed for at tage billeder fra en engelsk version.

  1. Højre-klik på billedet og vælg Formater billede
    Vælg formater billede, Word 2010
  1. I dialog-boksen, der dukker op, vælges Alt tekst. Skriv den alternative tekst i Beskrivelsesfeltet, ikke i Titel.
    Vælg Alt tekst og Description, Word 2010

OpenOffice Writer 3.2

  1. Højre-klik på billedet, der skal have alternativ tekst og vælg Billede
    Menu ved højre-klik på billede, OpenOffice 3.2
  1. Der dukker en dialogboks op. Vælg Indstillinger og skriv alternativteksten under Alternativ (kun tekst)
    Vælg Indstillinger og skriv alternativteksten under Alternativ (kun tekst), OpenOffice 3.2