Standardkontrakter

Baggrunden for at udarbejde standardkontrakter er at gøre det nemmere at indgå kontrakter om indkøb af it-systemer, både for kunde og for leverandør, samt at skabe et fælles paradigme for udarbejdelse af it-kontrakter.

Der findes tre forskellige standardkontrakter, som har hvert sit anvendelsesområde.

K01 er målrettet leverance af standardprodukter, hvortil der kun i begrænset omfang skal ske specialtilpasninger.

K02 er velegnet til større komplekse it-projekter, som indebærer faseopdelte delleverancer.

K03 er velegnet til it-projekter, hvori der anvendes agile udviklingsmetoder.

Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at de statslige institutioner anvender standardkontrakterne (K01, K02, K03) inden for de respektive kontrakters anvendelsesområde. Standardkontrakterne kan desuden anvendes til it-projekter i kommuner og regioner samt på det private marked.

Ophavsretten til standardkontrakterne (K01, K02, K03) tilhører Digitaliseringsstyrelsen, men det er tilladt enhver vederlagsfrit at kopiere og anvende standardkontrakternes tekster helt eller delvist i forbindelse med udarbejdelse af kontrakter for aftaler om udvikling af it-projekter.