Kontor for digitale identiteter

Kontoret for digitale identiteter arbejder med sikker identitets- og rettighedsstyring og har ansvar for at gennemføre de store udbud af en national digital identitets- og signaturløsning (efterfølgeren til den nuværende NemID) til henholdsvis borgere og erhvervsområdet samt udbud af NemLog-in. Kontoret varetager samarbejdet med bankerne i partnerskabet om næste generation NemID.

Digitaliseringsstyrelsen gennemfører udbuddene af fællesoffentlig infrastruktur på vegne af hele den offentlige sektor. Derfor har vi et tæt samarbejde med en lang række interessenter og myndigheder for at sikre, at den kommende løsning tilgodeser de mange behov.

Portræt af Charlotte Jacoby, kontorchef i kontor for digitale identiteter "Det digitale Danmark er afhængig af en solid digital infrastruktur. I arbejdet med fremtidens NemID og NemLog-in har vi stort fokus på brugervenlighed, sikkerhed og genkendelighed og på at udvikle fleksible løsninger, der kan følge den teknologiske udvikling"


Kontorchef i Kontor for digitale identiteter, Charlotte Jacoby

Næste generation NemID

NemID er en af grundpillerne i digitaliseringen af den offentlige sektor. Kontor for digitale identiteter er ansvarlig for at sikre udviklingen af næste generation NemID. Vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan stille en sikker, stabil og brugervenlig løsning for digital identifikation og signatur til rådighed for borgere, virksomheder og myndigheder.

Digitaliseringsstyrelsen har på vegne af den offentlige sektor indgået et partnerskab med finanssektoren om at udbyde den identitets- og autentifikationsløsning, der skal afløse det nuværende NemID. Partnerskabet er fysisk placeret hos Digitaliseringsstyrelsen for at sikre den tætte koordinering med udviklingen af øvrige dele af den nationale infrastruktur, som har mange afhængigheder til kernen i den kommende NemID-løsning. Det gælder bl.a. udbuddet af NemLog-in og næste generation NemID til erhvervsområdet. Kontoret er ansvarlig for at sikre de mange snitflader mellem disse centrale infrastrukturkomponenter.

Digitale identiteter og rettigheder

Kontoret har desuden ansvar for initiativ 7.3 i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Initiativet skal sikre, at de offentlige systemer og data tilgås af de rette personer, blandt andet ved at sikre korrekt tildeling af identiteter til personer og virksomheder og understøtte muligheden for at afgive digital fuldmagt og samtykke. I forlængelse heraf arbejder kontoret med at sikre, at Danmark imødekommer internationale krav og standarder til sikring af fremtidens sikre kommunikation. Det indebærer bl.a. etablering af en løsning national eID gateway, som skal gøre det muligt at udveksle og validere nationale eID på tværs af landegrænser.