Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Næste generation af NemID

05-02-2014 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen er så småt gået i gang med de første spadestik til næste generation af den offentlige digitale signatur (NemID). Det er en stor opgave, og analysearbejdet vil strække sig over hele 2014.

I november 2017 udløber den nuværende kontrakt om NemID, og i henhold til udbudsdirektivet skal opgaven konkurrenceudsættes i et fornyet EU-udbud.

Inden kontrakten udløber, skal Digitaliseringsstyrelsen etablere næste generation af offentlig digital signatur, som skal tage over for NemID.

Den nye løsning skal både adressere borgeres, virksomheders og myndigheders behov for digital signatur.

Analysefasen skydes i gang

Projektet vil blive forankret i Styregruppen for Digitaliseringsstrategien. Der nedsættes endvidere en styregruppe for næste generation af NemID, som skal stå i spidsen for analysefasen frem mod et EU-udbud i 2015.

Dialog med interessenter

Analysefasen skal svare på spørgsmål om blandt andet organisering, ejerforhold, behov, sikkerhedsniveauer og funktionalitet.

Den eksisterende løsning vil blive evalueret, og der vil blive kigget på mulige fremtidige løsningsmodeller, blandt andet med udgangspunkt i løsninger i andre lande, mulige anskaffelsesformer og ejerformer.

Analysefasen skal endvidere omfatte dialog med interessenter samt behovsanalyse.

EU-forordning banker på

Samtidig vil den nye løsning blive omfattet af den kommende EU-forordning om eID og tillidstjenester, hvilket også vil stille krav til næste generation af offentlig digital signatur.

Når den nye forordning træder i kraft, vil eID kunne anvendes til identifikation i EU-landes selvbetjeningsløsninger, og danske løsninger skal på samme vis kunne modtage udenlandske eID.

Kravsspecifikation og udbud i 2015

Efter planen skal beslutningsgrundlaget for næste generation af offentlig digital signatur være på plads i starten af 2015, og derefter kan det mere detaljerede arbejde med kravspecifikation og efterfølgende EU-udbud gå i gang.