Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Redegørelse om problemer med Java opdatering og NemID

08-11-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen har nu modtaget en redegørelse fra Nets DanID om problemerne i forbindelse med en Java-opdatering i midten af oktober. Evalueringen af forløbet resulterer blandt andet i ændrede testprocedurer.

Problemer i tre dage

Den 15. oktober 2013 udgav Oracle en opdatering af Java, som gav problemer for NemID. Brugere, som opdaterede til Java 7_45, kunne ikke anvende NemID. Brugere, der ikke opdaterede, var ikke påvirket af denne hændelse.

Problemerne blev løst med en opdatering af NemID-systemet fredag den 18. oktober. I denne periode var brugen af NemID knapt 20 pct. lavere end normalt.

Digitaliseringsstyrelsen har i dag modtaget en redegørelse, hvor Nets DanID beklager, at opdateringen af Java gav så store problemer for NemID brugerne, og at udbedringen tog længere tid end forventet.

Årsagen hertil var, at opdateringen af Java afstedkom flere problemer, som skulle løses, samt at en opdatering af NemID altid skal afprøves i flere testmiljøer, før den lægges ud til brugerne, og det tager tid.

Ændring af testprocedurer

Nets DanID oplyser i redegørelsen, at det altid testes, at NemID fungerer sammen med de mest udbredte operativsystemer, internetbrowsere og Java-versioner, før en ny version af NemID lægges ud.

Nets DanID oplyser endvidere, at det hidtil ikke har været Nets DanIDs praksis at teste nye opdateringer af Java, da opdateringerne hidtil har været bagudkompatible.

Da den seneste opdatering af Java ikke var bagudkompatibel, opstod der problemer for NemID.

Redegørelsen konkluderer, at den hidtidige praksis ikke længere er tilstrækkelig og derfor vil blive ændret. Nets DanID deltager derfor fremadrettet i Oracles Java pre-release program, så NemID testes med fremtidige versioner af Java, inden de frigives.

Digitaliseringsstyrelsen tager redegørelsen til efterretning. Styrelsen finder dog ikke den hidtidige praksis tilfredsstillende, men bemærker, at Nets DanID igangsætter nye tiltag og vil optimere de generelle testprocedurer.

Digitaliseringsstyrelsen modtager medio november den månedlige opgørelse over, hvordan det samlede system har levet op til de fastsatte servicemål.