NemID

NemID er en digital signatur - en elektronisk underskrift, som gør det sikkert for dig at sende fortrolige og følsomme oplysninger via internettet. Med NemID er det den samme handling, der skal foretages, uanset om du vil betale dine regninger i netbanken, flytte din adresse hos kommunen eller aflevere din selvangivelse hos Skat.

NemID blev lanceret den 1. juli 2010. Med NemID bruger du det samme bruger-id og den samme adgangskode til både din netbank, offentlige hjemmesider og en lang række private tjenester på nettet. Det gør det nemt for dig og forbedrer servicen i den offentlige sektor samtidig med, at effektiviteten øges.

Din digitale underskrift

Normalt sætter vi vores underskrift på et papir som garant for, at vi er, hvem vi udgiver os for. Når vi flytter os fra papir til digital kommunikation, kan vi ikke længere skrive under med pen og blæk. I stedet må vi skrive under digitalt. Din digitale underskrift er lige så bindende som den, du sætter på papir.

Nøglekortet

Ud over dit bruger-id og din adgangskode skal du bruge et nøglekort, når du logger på med NemID. Det giver en ekstra sikkerhed, fordi log-in kræver både noget, du har i hovedet - dit bruger-id og din adgangskode - og noget, du har i hånden - dit nøglekort.

Nøglekortet, som kan foldes til kreditkortstørrelse, er påtrykt 148 engangskoder, som hver kun bruges én gang. Systemet beder om en tilfældig nøgle fra kortet og holder samtidig styr på, hvor mange nøgler du har tilbage. Du modtager et nyt nøglekort i god tid, inden alle nøglerne er brugt.

Fra de fleste computere, smartphones og tablets

NemID skal ikke installeres, og derfor kan du nemt bruge NemID fra andre enheder end din egen. Du kan f.eks. låne en computer hos din familie, bruge bibliotekets computer - eller bruge en computer på en internetcafé i udlandet. Du skal bare huske dit bruger-id og din adgangskode og have dit nøglekort med.

Sådan får du NemID

Hvis du ikke allerede har fået NemID, fx gennem din bank, kan du bestille NemID på www.nemid.nu. Du kan også få NemID ved at henvende dig personligt i et borgerservicecenter eller udvalgte biblioteker.

Besøg NemIDs hjemmeside