Bedre muligheder for hurtigere afgørelser

Når borgere i dag ansøger om folkepension foregår sagsbehandlingen i meget høj grad automatisk. Det samme gælder på andre ydelsesområder. Automatisering indebærer, at borgerne kan få hurtigere afgørelser med færre fejl samtidig med, at administrationen bliver mere omkostningseffektiv. Digitaliseringsstyrelsen bidrager til mulighederne for øget automatisering.

Hvad er automatisering?

Når en sagsbehandling automatiseres, betyder det, at den foregår med lille eller ingen involvering af en sagsbehandler. Når en borger via en selvbetjeningsløsning søger om en ydelse, beregnes det automatisk, om borgeren har ret til ydelsen og eventuelt størrelsen af den pågældende ydelse. 

Alt sammen fordi myndigheden allerede har adgang til de nødvendige, pålidelige oplysninger, og fordi lovgivningen er indrettet, så det er muligt at træffe afgørelse ud fra objektive kriterier. Selv hvis en sagstype kræver faglige vurderinger, der ikke lader sig automatisere, kan automatisering understøtte sagsbehandlingen.

Hvad kan automatisering?

Der er dermed en lang række fordele forbundet med automatisering af sagsbehandlingen. Borgeren oplever, at sagsbehandlingen er hurtig og i stigende grad kan borgeren få svar med det samme. Der er også mindre risiko for fejl i sagsbehandlingen, når der kan anvendes pålidelige data, som ikke manuelt skal indhentes og indtastes. 

Det kommer både borgeren og samfundet til gode, da fejl i sagsbehandlingen er omkostningstungt for både borgeren og myndigheden. Når lovgivningen i højere grad er indrettet med objektive kriterier, bliver det desuden lettere for borgeren at forstå afgørelserne. Retssikkerheden bliver også styrket med færre fejl og en mere gennemskuelig lovgivning. Endelig er det omkostningseffektivt for myndigheden at sagsbehandle, når det kan klares af et it-system.

Digitaliseringsstyrelsen rolle

En lang række sagsområder er i dag delvist automatiseret, og automatiseringsgraden stiger løbende i kommuner, regioner og statslige myndigheder.

Digitaliseringsstyrelsen bidrager gennem analyser og koordinering til at understøtte udviklingen af rammevilkår, der kan bidrage til en fortsat og effektiv forøgelse af automatiseringsgraden. Rammevilkårene dækker en bred vifte af juridiske, organisatoriske og tekniske forhold, som de enkelte myndigheder ikke selv kan ændre på.

Mere sammenhængende brugerrejser

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2016-2020 indeholder et konkret eksempel på et igangværende initiativ, der vedrører automatisering. Med initiativ om mere sammenhængende brugerrejser lægges der op til regelforenkling og øget datadeling med henblik på øget automatisering. Endvidere skal der arbejdes for øget genbrug af data, der vil gøre det mere smidig for borgerne at klare sine ærinder med det offentlige.

Læs mere om initiativ 1.1 her.

Styregruppen for fejludbetalinger og kontrol (SFK)

Et andet relevant initiativ fra den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2016-2020 vedrører korrekte udbetalinger og bedre borgerdata. Med det initiativ skal der blandt sikres høj kvalitet i indkomstdata og analyseres mulige modeller for harmonisering af indkomst- og samlivsbegreber. 

Herigennem vil initiativet give bedre muligheder for automatisering af sagsbehandlingen på en lang række områder. Arbejdet med initiativet er forankret i styregruppen for fejludbetalinger og kontrol (SFK).

Læs mere om initiativ 2.3 her.