Offentlige data

Lad os få sat offentlige data i spil! Initiativet 'Offentlige Data I Spil' handler om at skabe lettere og mere ensartet adgang til offentlige data . Offentlige data kan bruges som råstof i udvikling af innovative digitale tjenester i den private sektor, og adgang til offentlige data kan skabe mere transparens i den offentlige forvaltning.

Med fremkomsten af web. 2.0 og det sociale internet er der opstået nye markeder for digitalt indhold og nye måder at skabe digitale løsninger på, hvor borgere og forbrugerne i langt højere grad inddrages og deltager i udviklingsprocessen eller selv skaber løsninger. Samtidig er der en bevægelse mod større åbenhed i den offentlige forvaltning, hvor adgang til offentlige data kan skabe mere transparens og indsigt i den offentlige sektor og samfundet generelt.

Initiativet 'Offentlige Data I Spil'
I regi af indsatsen for open government arbejder Digitaliseringsstyrelsen derfor med initiativet Offentlige Data I Spil (igangsat af den tidligere IT- og Telestyrelse i 2009). Initiativet skal gøre det muligt for virksomheder, iværksættere, borgere og NGO'er at få indsigt i og adgang til at genanvende offentlige data i både kommerciel og ikke-kommerciel sammenhæng.

Offentlige data som digitalt råstof og kilde til indsigt
For at Danmark kan sikre fremtidens digitale produkter og services og bibeholde sin placering som et af verdens førende lande når det kommer til digitalisering af samfundet, er det nødvendigt at skabe en ramme, hvor alle kan være både forbrugere og skabere af digitale produkter og services. Tilgængelige offentlige data er et centralt råstof i denne proces - til gavn for såvel Danmarks konkurrenceevne som for den demokratiske proces.

Adgangen til offentlige data kombineret med private data giver grundlag for nye tjenester og anderledes analyser, ny information og bedre indsigt til nytte for både borgere og erhvervsliv. IKT-virksomheder vil kunne skabe en forretning i at udvikle digitale tjenester og avanceret indhold på baggrund af offentlige data og borgerne kan omsætte idéer, ønsker og kreativitet til konkrete innovationer.

Behov for ensartet praksis
Det er dog en væsentlig barriere, at der i dag ikke findes en ensartet praksis på området. Det betyder blandt andet, at mange virksomheder og iværksættere ikke ved, at de værdifulde data findes, og at mange offentlige myndigheder ikke er bevidste om værdien af deres data. Samtidig er der blandt de offentlige myndigheder stor forskel på, om virksomheder og iværksættere kan få adgang til data og - hvis de kan – på hvor nemt det er, hvad det evt. koster, og på hvilke betingelser data kan anvendes.

Lovgivning om muligheden for at bruge offentlige data
Lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, også kaldet 'PSI-loven', indeholder regler om den private sektors muligheder for at bruge offentlige data og informationer. Læs mere om PSI-loven.

Information og debat
Læs mere om initiativet 'Offentlige Data I Spil' og deltag i debatten på Digitaliser.dk